Stressrelateret angst vokser, når vi ikke er villige til at acceptere os selv

træer mod himmel.jpg

Forleden havde jeg en samtale med en klient, vis stresssymptomer havde udviklet sig til angst. Midt på åben gade, havde vedkommende stået som forstenet, panikslagen og ude af stand til at trække vejret. En forbipasserende havde tilkaldt en ambulance og efter et hav af undersøgelser på hospitalet, havde min klient måttet erkende, at det der så pludselig havde ramt ham var et anfald af panikangst. En tilstand, hvor vi som mennesker lammes af øjeblikkelig frygt uden rigtig at kende årsagen. Det starter som regel med en indre subtil uro, som så kan eskalere til en tro på, at døden er ved at indtræffe lige nu og her!

Urhjernens mekanismer tager magten
Egentlig er vores frygt et menneskeligt grundvilkår og ingen mennesker kommer igennem livet uden at mærke, hvordan frygten indimellem præger vores liv. En del af vores hjerne fungerer stadig på "stenalder-præmisser" og når vi oplever frygt vækkes meget primitive mekanismer til at bekæmpe ydre farer og sikre vores overlevelse. Det er en selvregulerende mekanisme, som egentlig blot er en naturlig del af det at være menneske. Men, når vores mentale system er overbelastet, begynder vi konstant at scanne efter farer, som hvis et rovdyr kunne dukke op hvert øjeblik og true vores eksistens. Udfordringen i et overophedet nervesystem bliver derved, at vores naturlige urhjernes stressrespons trickes af selv den mindste uro. Den kommer i ubalance og pludselig begynder vi at fejltolke kommunikationen i vores relationer og ser farer overalt.

Frygten sår tvivl i vores selvværd

I vores del af verden er rovdyret i dag typisk overtaget af grublerier og bekymringer, der har taget overhånd. Her er vores tankevirksomhed løbet løbsk og når angsten banker på, er det fordi svære tanker om fortid og fremtid er kommet så meget ud af vores kontrol, at vi begynder at tvivle på vores egen dømmekraft og i sidste ende vores eget værd. Vi er imod vores egen vilje kommet til at invitere frygten indenfor og langsomt vokser en nagende tvivl på, om det vi gør, er godt nok… rigtigt nok... kompetent nok. Det knager og brager i vores grundlæggende fundament og når tvivlen for alvor har sin klo i os følger paranoiaen og de indre kritiske stemmer: Kiggede min kollega ikke lidt underligt på mig før? Hvornår bliver jeg afsløret i, at jeg ikke helt har kompetencerne til det job jeg har? Og så fortsætter det ellers: Er jeg god nok? Er jeg tynd nok? Er jeg sjov nok? Er jeg klog nok... Vores fortolkningsevne forvrænges og vi begynder at se spøgelser af angst for at blive lukket ude fra fællesskabet.

Vi aktiverer på denne måde vores frygtsystem og baserer vores tilværelse på at stræbe efter at være noget andet og mere end dem vi er... og når vi har gjort det længe nok, begynder angsten at melde sig, som tunge destruktive skyer på vores vej. Forståeligt nok, fordi en streng indre kritikker belaster vores psyke og krop på en måde, så vi kommer i ubalance.

Vi kan lære at lade os selv være i fred!
Heldigvis kan vi få redskaber til at få kontrol over vores indre kritikker, der i tide og utide inviterer angst frygt og paranoia indenfor. Vi kan lære at lade os selv være i fred! Lære at være ærlige overfor os selv og få indsigt i, at når vi stræber efter at være på en anden måde end vi er, så bedrager vi både os selv og andre. Vi kan få redskaber til at acceptere, at det vi gør, er godt nok. Vi kan træne vores evne til at skrue ned for grublerier og bekymringer og i stedet lande i at være okay, præcis som dem vi er!

...Vi kan række ud og få professionel hjælp til at håndtere stressrelateret angst.