MEDITATION MOD STRESS

Meditation er er en af de mest veldokumenterede metoder til at forebygge, håndtere og behandle stress. Mennesker har mediteret i flere tusind år, men først de senere år er meditation som metode for alvor blevet anerkendt i vesten og er begyndt at bevæge sig ind på vores arbejdspladser- ja helt ind på direktionsgangene. Forskning viser at meditation helt ned til 8 minutter om dagen kan mindske tankemylder, spændingstilstande samt fysiske og mentale stressymptomer.

Meditation som en del af værktøjskassen

Gennem tiden har jeg hjulpet mange af mine stressramte klienter igang med at meditere. I et stresscoachingforløb, kan en del af vores værktøjskasse indeholde meditationsteknikker til at afhjælpe din stress, hvis det giver mening for dig. Jeg ved, at det kan være en særlig udfordring at lære at meditere, for et menneske der har stress, fordi hele det fysiske og mentale system er i uro. Vi kan nemt komme til at føle os spærret inde i stilhed, mens alt larmer både inden i os og omkring os. I et stresscoachingforløb, får du netop den individuelt tilpassede hjælp der skal til for at gøre meditation til et effektivt redskab til stresshåndtering i din hverdag. Et redskab du kan bruge til at komme ud af din stresstilstand og forebygge at du får stress igen.

Længslen efter stilhed, fordybelse og ro

De fleste mennesker har i dag en travl hverdag, hvor vi dagligt bombarderes med indtryk og nemt kan få oplevelsen af at miste os selv. Der er ikke meget plads til fordybelse og selvrefleksion, fordi vi hele tiden forstyrres af opkald, sms’er og e-mails og konfronteres med valg, som vi skal tage stilling til. Vi har brug for pauser og perioder præget af stilhed og ro for at kunne fordøje de mange indtryk og finde tilbage til os selv. Meditationens stilhed lærer dig at lytte til din mavefornemmelse og din krop, så du kommer i tættere kontakt med dine behov, dine grundlæggende værdier og lærer at skelne mellem, hvad der er væsentligt og uvæsentligt. Meditation kan på den måde blive en form for ror eller et anker for dit liv.

Meditation har en regenererende virkning på os

I meditation lærer vi at skrue op for sanserne og træne vores evne til at være nærværende. Vi giver kroppen og sindet redskaber til at kunne hele og forny sig på udviklende og energigivende måder. For et stadigt større antal mennesker, er vedvarende meditationspraksis blevet en helt uundværlig del af deres liv, som hjælper dem med at opretholde balance i hverdagen. Det er et redskab, som er med til at sikre fysisk og mental trivsel i et arbejdsliv og liv, som indimellem kræver det umulige af os. Gennem vedvarende meditationspraksis giver vi os selv et redskab til at regenerere og leve på bæredygtige præmisser.

Her er nogle eksempler på effekterne af meditation:

  • Vi lærer at relatere til os selv og verden med et nærvær

  • Vi lærer at håndtere tankemylder

  • Bedre nattesøvn

  • Indre ro og afspænding

  • Vi får kontakt til vores værdier og oplevelse af hvad der er væsentligt

  • Metoden stimulerer til kreativitet, ideer og nye perspektiver

  • Mere kropsbevidsthed (bedre til at aflæse de signaler kroppen sender)

  • Vi får en større forståelse af hvordan sindet fortolker

  • Skaber rum for fordybelse, refleksion og eftertanke